6 luksusoplevelser i Australien

6 luksusoplevelser i Australien

Storslåede oplevelser i komfortable omgivelser er nøgleordet. Barfodsluksus handler ikke om at se og blive set, men snarere at vende blikket indad og mærke hvor dejligt du har det.

Hoteller med årgangsvin som du selv udvælger fra hylderne i dine klip-klappere? En togtur, hvor kænguruerne hopper forbi som på trampoliner.

Ferier handler om at samle værdifulde oplevelser på livets hukommelseskort, og der er fortsat et stigende antal, der bruger flere penge på kvalitet og vælger fra øverste hylde, når de skal på ferie.

- Trenden er, at flere ønsker en højere standard på hotel, oplevelser samt flyveturen, siger Martin Dahl Jespersen, salgsdirektør hos Australienrejser.

Men det er ikke nødvendigvis den gyldne luksus, han hentyder til. – Vi oplever, at vores kunder trives bedst med den afslappede luksus, eller barfodsluksus som vi kalder det. Her er de unikke oplevelser i centrum, ofte omgivet af spektakulær natur. Og har man ikke budget til dette på hele rejsen, kan man eventuelt vælge denne særlige oplevelse på noget af ferien, forslår Dahl Jespersen.

Nedenfor kan du læse om 6 luksusoplevelser, hvor du med garanti ikke render ind i din nabo.

 

1. The Ghan — En eventyrlig togrejse med en smag af vildmark

Den golde ørken i Australiens røde hjerte står i stærk kontrast til den forførende luksus ombord på dette klassiske tog. Foto: Tourism NT

Togstrækningen, der går tværs igennem det australske landskab fra Adelaide i syd til Darwin i nord, anses for at være en af verdens smukkeste togrejser. Læn dig tilbage og nyd et glas bobler, mens verden udenfor forvandles til et rustrødt univers, når toget pløjer igennem "Never Never", det poetiske navn, den golde outback ørken, har fået. Ombord er maden naturligvis i førsteklasses standard, og i restaurantvognen "The Queen Adelaide" serveres gourmet versionen af ægte "bush tucker".

 

2. Southern Ocean Lodge — Med naturen på tæt hold

Her stortrives Bill Gates, og så er det garanteret også godt nok for de fleste.

En koala tumler rundt udenfor den smukke Southern Ocean Lodge med kluntede bevægelser. Den kigger nysgerrigt på gæsterne, der har forkælet sig selv med en overnatning på Kangaroo Island, beliggende midt i det store hav mellem Australien og Tasmanien. Hoteller er blevet kåret til Australiens bedste flere gange, og er et magisk sted, hvor himmel og hav smelter sammen, og hvor minibar og vinkælder er inkluderet i prisen.

Her handler det om at være præcis den, du er, og ønsker du at spise morgenmad i tøfler og morgenkåbe, ja så gør du bare det.

 

3. Yachting i Whitsundays

Hvis du er vild med sejlads eller hvide strande, vil du juble over forholdene i Whitsundays, en af verdens smukkeste ø-grupper. Foto: Jason Lucas

Yachting bliver ikke mere perfekt end på Australiens østkyst, hvor ø-gruppen Whitsundays ligger som en skønhedsplet midt i Koralhavet. De 74 øer ligger indenfor The Great Barrier Reef, og Whitehaven Beach løber ofte af med titlen som "verdens smukkeste".

Takket være barriererevet er der næsten ingen bølger, ej heller understrømninger, og derfor er forholdene til både sejlads og dykning/snorkling i verdensklasse her. Tag med på udflugter, med afgang 2 gange om ugen, eller chartre din egen yacht med besætning, fuld beværtning og snorkeludstyr.

 

4. Lizard Island — Barfodsluksus når det er bedst

Fra Lizard Island er det nemt at udforske livet under vandet på Great Barrier Reef.

Pulversand, svajende palmer og et livligt dyreliv. Ø-gruppen ligger i den nordlige ende af Barriererevet uden for Cairns, og formålet med opholdet er dybest set at give sig hen til ren sanselig nydelse.

Alt er sørget for, og de femstjernede anstrøg kommer til udtryk gennem detaljer som minibar, picnickurv, australske vine, nem adgang til små både, samt snorkeludstyr- og undervisning, der alt er inkluderet i prisen.

Australienrejser har skræddersyet en eksklusiv pakke, hvor Lizard Island er en del af rejsen.

 

5. Qualia — I hjertet af Barriererevet

Kun det aboslut bedste er godt nok på qualia i Whitsundays.

Stilheden på Hamilton Island er sandsynligvis det første du bemærker. Luksushotellet qualia ligger i hjertet af Barriererevet, blot en sviptur væk fra Whitsundays smukke strande.

Luksus fra øverste hylde og såkaldt intuitiv service sætter standarden, hvilket betyder, at du får serveret det, du endnu ikke vidste du havde lyst til. Lækkert? Absolut. Hvis du får lidt fritid mellem resortets lækre restauranter, evighedspoolen og de private pools, kan du tage en lille tur ned på Yachtklubben for at sejle. Eller du kan spille golf på mesterskabsbanen, med 18 huller, på naboøen Dent Island.

6. Lord Howe Island — Eksklusiv mindfulness

Lord Howe Island er en frodig og ubeskrivelig smuk ø, beliggende to timer øst for Sydney.

Paradis på jord findes i den grad. Det hedder Lord Howe Island, og er en lille bitte ø, som menneskeheden synes at have glemt. Den fastboende befolkning består af knap 400 beboere og der tillades aldrig mere end 400 besøgende turister ad gangen. Derudover er der hverken slanger, sandlopper, mobildækning eller biler, så man kan godt sige, at dette begynder at tage form af paradis.

Bor du på Capella Lodge, har du udsigt over Lover's Bay, hvor lagunens turkise bølgeskvulp og kridhvide pulversand forvandler sig til en sand skildring af mindfulness, hvis man ser på det længe nok. Her bliver du ikke blot yderligere forelsket i kæresten, men også i livet.


Læs også: Det eksklusive Australien