16 fantastiske steder du skal opleve i Australien

Australien er et stort land, med utrolig mange flotte steder og oplevelser.

Netop derfor kan det være svært at vælge hvilke steder man skal besøge. Vi har samlet 16 steder (i vilkårlig rækkefølge) som vi synes at det er værd at opleve mindst en gang i livet. Vi kan love at du har mange flotte oplevelser i vente!

Great Ocean RoadGreat Ocean Road og de 12 Apostle. Foto: Nils Kahle - 4FR Photography

1. Great Ocean Road, Victoria

Great Ocean Road er en af Australiens flotteste kystveje som strækker sig langs den barske sydkyst af Victoria. Den 300 kilometer lange kørestrækning går gennem fiskelandsbyer, regnskov, gyldne badestrande og smukke nationalparker. Kigger man godt efter vil man se et varieret dyreliv, med både kænguruer og koalaer samt hvaler når det er sæson for det. Lej en bil og kør strækningen som en del af en rejse mellem Melbourne og Adelaide, eller tag en rundtur fra Melbourne. Læs mere om Great Ocean Road og Victoria.

Kangaroo IslandTag til Kangaroo Island og se på dyrelivet.

2. Kangaroo Island, South Australia

Nogle kalder Kangaroo Island for en dyrepark uden hegn. Her finder man nemlig kænguruer, koalaer, wallabies, pingviner, echidnas og et rigt fugleliv. Og langs stranden i Seal Bay kan man gå rundt blandt en koloni af den truede australske søløve. Forrevne klipper langs kysten, beskyttede bugter mellem stejle skråninger, den australske bush og bakket landbrugsjord - her er mange fascinerende naturskabte vidundere. Der er ingen tvivl om at Kangaroo Island giver dig det bedste af Australiens natur og dyreliv. Læs mere om Kangaroo Island.

Bondi Beach, SydneyBondi Beach er en af Australiens mest kendte strand. Foto: Ethan Rohloff, Destination NSW

3. Bondi Beach, Sydney

Bondi Beach er en af Australiens mest berømte strande, og sandsynligvis den strand som findes på flest postkort og i flest tv-serier i Australien. Hvert år strømmer tusindvis af mennesker hertil for at sole sig, gå en tur, jogge, svømme eller surfe. Bondi Beach ligger kun 10 kilometer fra centrum af Sydney, og det gør stedet til Sydneys travleste strand. Besøger du Sydney er det næsten obligatorisk at tage en tur forbi Bondi. Læs mere om Sydney og Bondi Beach her.

Tag på camping i Karijini National Park.Tag på camping i Karijini National Park. Foto: Tourism Western Australia

4. Karijini National Park, Western Australia

I Karijini National Park findes nogle af de smukkeste omgivelser man kan tænke sig. Bo her et par nætter og få en autentisk ”outback”-oplevelse. Landskabet er formet over to milliarder år, og resultatet er spektakulære kløfter, bjergtunneler, naturlige swimmingpools og fossende vandfald. Det røde landskab er hjem til en naturlig vegetation og et rigt dyreliv. Camp under den fantastiske stjernehimmel eller bo i et komfortabelt øko-telt.

Great Barrier Reef er verdens ottende vidunder.Great Barrier Reef er verdens ottende vidunder.

5. Great Barrier Reef, Queensland

Great Barrier Reef er et must når man besøger Australien. Det er kendt som verdens ottende vidunder, er 340 000 kvadratkilometer stort og strækker sig i 2000 kilometer langs Queenslands kyst. Revet er hjem til et varieret marineliv med de mest levende farver man kan tænke sig. Du kan se revet ved at dykke eller snorkle, med glasbundsbåd eller vandscooter, i en halvt nedsænkbar ubåd eller sejlbåd, i helikopter eller vandfly, og til og med ved at hoppe i faldskærm over revet. Læs mere om Great Barrier Reef.

Se også 10 uforglemmelige oplevelser på Great Barrier Reef.

Uluru (Ayers Rock)Se farverne på Uluru ændre sig ved solopgang og solnedgang. Foto: Tourism NT

6. Red Centre, Northern Territory

Australiens røde centrum er hjem til monolitten Uluru (Ayers Rock), klippeformationerne i Kata Tjuta og den enorme kløft i Kings Canyon. Lær om den aboriginske kulturarv og oplev den virkelige outback med de uendelige afstande og det golde ørkenlandskab. Alice Springs er områdets knudepunkt, og en særpræget by med kunstgallerier, interessante museer og anderledes festivaler.

Whitsunday IslandsWhitehaven Beach i Whitsundays er en af verdens fineste strande. Foto: Tourism Queensland

7. Whitsunday Islands, Queensland

Whitsunday Islands er et af de største ferieområder i Queensland og består af 74 små og store øer – de fleste ubeboede. Hvis du kan lide lange hvide strande, vandreture gennem gammel regnskov, vandsport og små idylliske feriebyer, så er Whitsundays noget for dig. Gå heller ikke glip af et besøg på Whitehaven Beach, stranden med kridhvidt sand som ofte bliver kåret til en af verdens flotteste strande. 

Kakadu National ParkUdforsk den smukke natur i Kakadu. Foto: Peter Eve & Tourism NT

8. Kakadu National Park, Northern Territory

Kakadu er den største nationalpark i Australien. Området ligger tre timer øst for Darwin og dækker et område på cirka 19.000 kvadratkilometer med både vådområder, floder, regnskov, åbne sletter og bjerge. I mere end 50.000 år har aboriginere holdt til i dette område, og mange steder i parken kan man se velbevarede klippemalerier. Kakadu er berømt for sin flora og fauna, unikke fugle- og dyreliv, og ikke mindst for fersk- og saltvandskrokodiller.

Freycinet National Park, Tasmania.Wineglass Bay i Freycinet National Park. Foto: Tourism Tasmania & Chris McLennan

9. Freycinet National Park, TasmaniEN

Freycinet National Park er en halvø beliggende på østkysten af Tasmanien. Her er fantastiske udsigtspunkter, flot natur, store klippeformationer og ikke mindst en af Australiens smukkeste strande, Wineglass Bay. Stranden er kendt for kridhvidt sand og turkisblåt hav, og har fået navnet på grund af sin vinglasformede facon. Nationalparken ligger cirka to og en halv times kørsel fra Hobart eller Launceston, og er et fint stop på en kør-selv tur på Tasmanien.

Barossa ValleyVinsmagning på Jacob's Creek i Barossa Valley. Foto: SATC/Jacqui Way

10. Barossa Valley, South Australia

Australiens mest kendte vinområde ligger en god times kørsel fra Adelaide, og har mere end 150 vingårde. Her kan man nyde livet på luksuriøse resorts med prisvindende vine, førsteklasses mad og en fantastisk udsigt. Barossa Valley har et middelhavsklima med kølige somre og regnfulde vintre, hvilket er perfekt for produktion af rødvin. Regionen er kendt for sin Shiraz og smagfulde Cabernet. Benyt anledningen til at besøge de vinproducenter du ser på hylderne hos din vinhandler, f.eks. Jacob’s Creek og Penfolds. Læs mere om Barossa Valley.

004909-788Kænguruer hygger sig på stranden, Lucky Bay, i Cape Le Grand National Park. Foto: Tourism Western Australia

11. Cape Le Grand National Park, Western Australia

Dette er en af de mindre kendte nationalparker i Australien, men efter vores mening en af de smukkeste. Cape Le Grand ligger udenfor Esperance, ca. 700 km. sydøst for Perth, og her findes varieret natur, kridhvide strande og et helt fantastisk turkisblåt hav som nemt kan konkurrere med farverne på koraløerne i Stillehavet. Mens du sidder her og nyder udsigten kommer en kænguru hoppende på stranden. Kan det blive mere Australsk?

Bungle Bungle RangeBungle Bungle Range i Purnululu National Park. 

12. Bungle Bungle Range, Western Australia

Bungle Bungle Range ligger i nationalparken Purnululu National Park. Den har eksisteret i 350 millioner år og er blevet passet godt på af sine aboriginske vogtere i mere end 40 000 år. Utroligt nok blev nationalparken først opdaget af omverdenen i 1983, det vil sige for blot cirka 30 år siden! I dag er labyrinten med orange og sortstribede sandstenskupler en af de mest populære attraktioner i Kimberley. En af de bedste måder at se Bungle Bungle på, er ved at tage en sightseeingtur i et lille fly hen over området.

Udforsk regnskoven i Daintree.Udforsk regnskoven i Daintree. Foto: Tourism and Events Queensland

13. Cape Tribulation og Daintree Rainforest, North Queensland

Ved Cape Tribulation, nord for Port Douglas, kommer Great Barrier Reef helt ind til land og møder de tropiske regnskove. Dette er det eneste stedet i verden hvor to verdensarvsområder mødes. Daintree er verdens ældste tropiske regnskov med et stort planteliv og dyreliv, såsom fugle, frøer, pungdyr og krybdyr. Bo på et resort i regnskoven, udforsk naturen og find roen. 

Svøm med hvalhajer på Ningaloo Reef.Svøm med hvalhajer på Ningaloo Reef. Foto: Tourism Western Australia 

14. Coral Coast, Western Australia

Med sine hvide strande, koralrev, fiskelandsbyer og spektakulære nationalparker, er det egentlig meget rart at ikke særlig mange turister har opdaget denne del af Australien. Det 260 kilometer lange koralrev Ningaloo Reef er hovedattraktionen. Mellem april og juli kan du svømme med hvalhajer, og det er uden tvivl en oplevelse du sent vil glemme. Lej en bil i Perth, Broome eller Exmouth og udforsk området i eget tempo.

outback breakaways coober pedy panoUnder den golde og udtørrede jordoverflade i Coober Pedy udvindes opaler.

15. Coober Pedy, South Australia

Coober Pedy er kendt som verdens opalhovedstad. Største delen af verdens opaler udvindes under den golde og udtørrede jordoverflade, og det er netop varmen som har gjort at indbyggerne i Coober Pedy bogstaveligtalt er gået under jorden. Husene bygges under jorden for at få en naturlig afkøling fra den brændende ørkenvarme. Bo på et hotel under jorden, og oplev dette specielle sted som er hjem for 3500 indbyggere fra 45 forskellige nationer. Coober Pedy er et naturligt stoppested hvis du kører mellem Alice Springs og Adelaide.

Fraser IslandKør langs de lange strande på Fraser Island. Foto: Tourism and Events Queensland

16. Fraser Island, Queensland

Fraser Island ligger nordøst for Sunshine Coast og er verdens største sandø. Med hele 40 ferskvandsøer, et helt specielt økosystem samt et rigt plante-, dyre- og ikke mindst fugleliv er dette et meget unikt sted. Man finder også kilometerlange gyldne strande som fungerer som øens hovedvej. Selv de små fly lander på stranden! Lej en firehjulstrækker og udforsk øen på egen hånd, eller tag med på en af de mange guidede ture. Vi anbefaler at bruge tre dage for at nå alt det interessante som øen har at byde på. Har du knapt med tid, er det også muligt at opleve øen på en dagstur fra Hervey Bay. Læs mere om Fraser Island.


Vil du have hjælp til at planlægge den perfekte rejse til Australien?
Ring os på tlf. 86 20 45 20, send en e-mail eller udfyld vores forespørgselsskema.

Vores viden er din tryghed.